13. august 2016

Museum og korsang

Forsommeren var en hektisk periode. Der skete en masse i vores lille familie som satte mange ting på spidsen og synliggjorde nogle ting for mig. Et af dem var vigtigheden af mig-tid. Tid der er min egen og hvor jeg bare kan være Jeanett.
Noget jeg ikke har fået taget mig tid til alt for længe.

Der var en 24 km lang cykeltur pludselig en gave og et frirum i stedet for en slidsom strabadse. En dag mens vi stadig havde ferie tog jeg derfor cyklen til Humlebæk og så de fine udstillinger om Illuminationer, Poul Gernes og Pablo Picasso. 








Jeg tror mange ville føle det akavet og mærkeligt at tage afsted alene. Der er en form for forventning om og normalitet i at følges med nogen. Lige som at sidde alene på restaurant også føles forkert. 
Men jeg nød det - at kunne tage tingene i mit eget tempo og kun være i selskab med mine egne tanker....nå ja og så de 100-vis af andre gæster 😀

Fordelen er desuden at jeg er så dejlig rar at være sammen med efter sådan en gang mig-tid 😉
Derfor er der også både massage, japansk facelifting og korsang i vente. Særligt deltagelse i koret glæder jeg mig til. Ugentligt at blive grebet at glæden ved musikken sammen med 60-65 andre. Noget jeg ikke har kunnet siden gymnasie-tiden...spændt på om jeg kan huske det når jeg står der!




Gensynsglæde

Obs - gammelt indlæg der ikke var blevet udgivet!

At være venner på lang afstand kræver hårdt arbejde - særligt når det er børn der er tale om. Som forælder skal man være god til at støtte venskabet og medvirke til at holde ved lige. Med nogen er det heldigvis nemt.

Netop i dag har vi været på playdate med Marcus og Camille der er hjemme fra Mozambique på sommerferie. Og hvor er det altså rart at se at ungerne så hurtigt finder sammen og falder i hak, selv om der er måneder imellem de ses.



Vi var på Mariehøj naturlegeplads som lige skal have et rosende ord med. Sjældent har en legeplads været så hyggelig - midt i en gammel æbleplantage, med udsigt til smukke Gl. Holtegaard og med de største træer til at skærme og give læ. Der skal vi helt sikkert tilbage.




Jul i juni

Obs - gammelt indlæg der aldrig blev postet!

I går var der kun 6 måneder til juleaften. Ikke at jeg som sådan går rundt og tæller, men det gjorde de hos GRØD.
I anledningen af det halve år havde de nemlig sat en særlig grød på menuen - risengrød.
Og selv om der var 26 grader og man mere havde lyst til noget koldt, så lyst ungernes øjne da vi kørte mod Nordre Frihavnsgade for at spise aftensmad hos grød. Særligt var Kasper der havde fået halsbetændelse glad for tanken om lun og lind aftensmad.




PS. Jeg fik salat 😉

5. juli 2016

Cirkus Summarum

Vi var til fest i søndags. Sådan en hvor man som forælder gladeligt betaler i dyre domme for at deltage alene for at se glæden i børnenes øjne.
Vi var i Cirkus Summarum - sommerens indtil videre største højdepunkt for os alle.

DR har sammen med Muskelsvindfonden gennem en årrække lavet Cirkus Summarum hver sommer. Ud over at støtte et godt formål er det simpelthen så fantastisk en ide at lade alle de kendte figurer fra Ramasjang optræde. 
Ungerne kender dem og kombinationen af cirkus, sang og musik med DRs bigband er en formidabel oplevelse.

På pladsen foran er der mulighed for at lege, lære og spise i timerne op til forestillingen. Og også her får man fuld valuta. Alt er gennemført og afvikles af søde frivillige som bare giver det hele et ekstra positivt skær.

Se bare hvor glade vi var:




Tror faktisk jeg så mere på Kasper, Laura og Lasse end selve forestillingen. Lasse og jeg tog flere gange os selv og hinanden i at holde øje med særligt Laura, for hvem det var første tur i Cirkus Summarum. Sjældent har hendes øjne funklet sådan, smilet været så bredt eller den lille krop rokket så meget i takt til musikken. Hun var HELT på!

Og Kasper forstod så meget mere i år og fulgte spændt med i forestillingens fortælling som altid har en lille morale man kan tage med derfra.

Så vi fik alle noget med hjem og mon ikke vi er at finde i billetkøen næste år også 😀

13. juni 2016

Vi er i live...

Der har været stille længe...livet er blevet levet uden for bloggen, men vi er her endnu.
Går en dejlig sommer i møde, med udsigt til ferie og tid til at være noget for hinanden. Noget som er påkrævet, at rette fokus mod hinanden og det at være sammen.

Men lad os sige at pausen stopper her. Der er ord der skal skrives. Store begivenheder i vente der skal dokumenteres. Små mennesker der bliver store. Store mennesker der udvikler sig og begynder nye kapitler.

I morgen starter i hvert fald et stort kapitel for en lille mand...besøg på Ordrup Skole hvor han fra 1. august er indskrevet som elev i 0.C.
Det bliver større end stort og både han og forældrene glæder sig - måske med lige dele spænding for alt det nye.

13. februar 2016

Weekendtid

Åh altså hvor bliver dagene af. Altså jeg ved godt hvad de bliver brugt til men synes ugerne farer afsted for tiden. Man står et øjeblik og udveksler anekdoter fra weekenden der lige er gået med kollegaerne for så at vende sig om og sige god weekend inden man går fordi ugen allerede er gået...
Men derfor er det også vigtigt med weekender helt uden planer. Sådan har både sidste weekend og denne mere eller mindre været. Dog er de endt med begge at være fyldt af dejlige aftaler og planer lavet på dagen. 

Sidste uge var det museumsweekend med stort M. Lørdag på zoologisk museum - bare ungerne og jeg! Simpelthen så hyggeligt at gå rundt og se på dyr og skeletter og tale om stort og småt med dem - deres verden rækker  længere og længere og de spørger om nogle gode ting.



Og søndag var det fastelavn på Statens museum for kunst. Lidt overvældende for vi var absolut ikke de eneste, men både Kasper og Laura fik en god oplevelse som de har talt en del om efterfølgende.



Denne weekend har indtil nu stået på drenge-biograftur og besøg af bedstevennen Kristian fra vuggestuen.
Og så selvfølgelig svømning for Kasper - noget som bare er et kæmpe hit!


I morgen skal Kasper, Laura og jeg på barselsvisit hos min kollega Charlotte - efter Kaspers ønske og så kommer brormand forbi  om eftermiddagen. Alt sammen dejlige ting! 
Og bagefter....ja så skal jeg udveksle anekdoter fra weekenden igen!