Påskeferie

Gækkebreve blev vekslet til påskeæg og påskeharen kunne ikke helt hitte rundt i dagene og kom derfor hver dag! Når man er barn er det altså et hit med højtider.

Særligt når man kan komme på forkælelsesferie hos mormor og morfar. Så mange fridage i træk kalder på en Jyllandstur og denne gang nærmest en turne!

Lasse og jeg udnyttede nemlig de mange dage og tog på besøg hos Kenneth og Sandie UDEN børn. En luksus der er os sjældent undt, idet et helt døgn alene med de to barylere kan være lidt en mundfuld når man ikke er i træning. 

Men det var dejligt og vi er taknemmelige for muligheden for at spise et helt sammenhængende måltid uden afbrydelser, mulighed for voksensnak i fred og ro, en helt nats søvn og muligheden for at sove længe.

Fik endda udvidet horisonterne med både museumsbesøg på AROS og arkitekturvandring til Isbjerget.

Det går derudaf

Så er vi oppe at gå - alle mand! Laura har nu endelig luret både teknikken og pointen i at rejse sig og gå. Så det gør hun! Som i hele tiden. Og når man så samtidig går fra to til en daglig lur er man dejlig træt når hovedet rammer puden om aftenen!

Men er så dejligt at få hænderne fri, så kan man feks handle for mor.

Barske realiteter

Det eneste her i livet der er sikkert er at lige som vi alle bliver født så skal vi dø en dag!

Det er en realitet som er barsk at indse, særligt når man er 4 år, træt og på vej i seng! Ikke desto mindre var det lige præcis det derfyldte kaspers hoved her til aften. Han havde tusind spørgsmål om døden.

"Hvornår dør man? Kan man dø ægte? Skal jeg dø? Hvad kan man dø af? Bløder man når man dør? Skal du, far og Laura dø? Hvordan kommer man over på kirkegården når man er død? Skal jeg ligge alene nede i hullet? Går dem der har båret kisten så bagefter så man er helt alene?"

Han var utrøstelig og ustoppelig! Han var bange for at vi alle var væk snart og især bekymrede det ham at jeg sagde at det var når man blev gammel at man døde, for morfar var jo gammel (beklager far!) og døde han så snart?!

Jeg forsøgte virkelig at forklare og trøste så godt jeg kunne, men hvad skal man lige sige? Vil jo ikke lyve om at man dør. Ej heller skræmme ham. 

Men mon ikke alle børn når til det punkt hvor de ikke længere tror de er udødelige - og finder ud afat alle skal herfra - sådan helt ægte! Og mon ikke ærlighed er bedst - det håber jeg i hvert fald !