Har fået stof til eftertanke - for er uforvarende kommet til at gøre noget der gjorde ondt på mit barn. I den bedste mening og i den tro at det var for hans skyld. Nu bagefter kan jeg godt se at det jo nok mest var for min egen og at jeg nok skulle have lyttet, sådan rigtig lyttet til hvad han sagde!
En fri-dag med mor. Det har længe været Kaspers ønske. Og også mit for den sags skyld. Så i går havde vi taget fri begge to - Kasper fra børnehave og jeg fra arbejde. Og så skulle vi rigtig hygge os og lave sjove ting!
Planen var lagt og tegnet (Kasper fik en tegneserie med det vi skulle i løbet af dagen). Den stod på køb af vintertøj og støvler, emmerys, Joe and the juice, BR og biograf. For hver praktisk mor-ting en sjov Kasper-ting. Sådan var det tænkt.
Det startede også fint med aflevering af Laura, og hygge på Emmerys. Kasper med den tegnede plan med rundt som var det et kort der viste ham vejen - og det gjorde den jo sådan set også.
Men så i bilen på vej til Lyngby begyndte han at få mavepine, og ondt i halsen, ondt i benet, være træt osv, og da vi nåede Lyngby ville han egentlig bare hjem og i hvert fald ikke ud af bilen.
Jeg lokkede, prøvede at overtale, lovede at vi kunne gå når som helst han sagde det. Og til sidst indvilligede han i at vi kunne prøve.
Men helt godt blev det aldrig rigtigt. Han var ok på legepladsen først, men blev vred og kravlede ind under et bord mens jeg i lynets hast købte støvler til mig selv. Græd og sagde at jeg var dum fordi jeg ikke kom når han sagde det.
Igen formilde, lokke og overtale. Han gik med til at se på flyverdragt, men orkede det alligevel ikke da vi stod i butikken. Prøvede at skifte taktik og tænkte at et besøg og et lille indkøb i BR måse kunne løsne op og flytte fokus. Men i BR kunne han slet ikke samle sig, gik forvildet rundt og endte med at købe et par små mærkelige figurer.
Troede så at vi nu kunne se på jakke og overtøj. Placerede ham med legetøjet ved et lille bord med tegnegrej og troede at nu kunne jeg få ordnet noget.
Og der sad han så, lille og ked. Kaldte på mig hele tiden og udbrød til sidst helt desperat: MOR!! Du hører ikke hvad jeg siger! Jeg vil gerne hjem!
Mon ikke jeg i en fart fik os pakket sammen og gik mod bilen. Og selv om han undervejs både fortrød og ikke fortrød ved tanken om den missede biograftur. Så tog vi hjem. Han vaklede op i sin seng og sov i 2 timer!!
Så trak han i nattøj, og sad under dynen resten af dagen. Hyggede med film, lego, højtlæsning og popcorn. Det som vi skulle have gjort fra starten, frem for alt det JEG havde planlagt. Tal om stress og ondt i maven.
Hvis bare jeg havde lyttet! Set de signaler han sendte, signaler om at der var overload i hans system. At det var for meget at rumme og at han slet ikke ønskede sig alt det planlagte.
Lesson learned!
