Det er faktisk mere vemodigt end jeg lige havde troet det ville være. At tiden hjemme er gået så stærkt troede jeg lidt at jeg var forberedt på fra sidst, men det kom bag på mig igen denne gang. Tror dog jeg har været bedre til at huske at nyde det denne her gang. Ikke at have for travlt, men bare have tid til at være og opleve Laura og den lille personlighed hun jo lige så stille bliver til.
Og nu hvor jeg står her for enden og ved at i morgen går det atter løs, så er det med en blandet følelse af at det er okay og at jeg har nået en masse af det jeg gerne ville og nu er klar til at komme igang igen og så med den der lidt knugende følelse af at det er lidt forkert at skulle sende børn afsted ud i verden så små (ved godt Laura jo ikke skal starte før januar, men det kan det jo hurtigt blive) og at der jo var meget mere jeg godt ville have gjort inden jeg skulle igang.
Men som med Kasper er det jo bare et spørgsmål om tid og tilvænning - at man falder ind i en hverdagsrytme hvor alle har deres aktiviteter. Er bare glad for at vi begge har fleksible jobs så det at få enderne til at nå sammen ikke er det største problem vi vil få.
Nu er det så bare spændende at se om jeg kan huske at gå på arbejde og hvad det er for et job jeg kommer tilbage til, for hvis der er noget der er helt sikkert så er det at det ikke er det samme som da jeg gik på barsel!
Glimt fra 9 fantastiske måneders barsel:
Der er godt nok sket meget - med begge to!
SvarSlet