Planen var egentlig at være hjemme, men vi trængte alle til at noget skulle ske i ferien - at vi skulle et "eksotisk" sted hen (beklager far og mor - Ikast er ikke så eksotisk længere 😉).
Bornholm var vildt eksotisk for Kasper der havde hørt om det fra barnepigen der stammer fra Bornholm! Og da det er MANGE år siden Lasse og jeg sidst var der så var det faktisk også lidt eksotisk for os.
Godt guidet af både barnepige og flere af mine kollegaer der enten havde været på Bornholm for nylig eller er fra Bornholm blev ferien booket - et styk campingferie i campingvogn i Allinge!
Lørdag tidligt drog vi så afsted mod færgen i Ystad og derfra mod Bornholm.
Efter en smuk, hurtig og behagelig overfart drog vi mod den nordlige del af øen.
Hammershus ruin var et tiltrængt stop og begge børn fulgte begejstret med rundt. Laura gentog: "Her har jeg aldrig været før", igen og igen, og Kasper var meget interesseret i historien om stedet.
Videre mod Allinge og den smukke natur. Et lille stykke sandstrand udgjorde et rast for store og små. Laura sovende i skyggen af et figentræ, os andre med fødderne i vandet og balancerende på klipperne som skal vise sig at blive et centralt element for turen.
Endelig fandt vi frem til vores hjem de kommende 5 nætter. Og med en køje til hver af ungerne og en dobbeltseng til de voksne er der masser af plads i den lille vogn.
Dag 2:
For mig startede dagen med løb langs kysten. Havde et ærinde ved en nærtliggende bager som vi vender tilbage til sidst på ferien. Smuk rute langs vandet og med solen delvist i ryggen tog alt sig virkelig fantastisk ud.
Dagens programpunkt nummer 1 var Rovfugleshow. Vildt fascinerende at se de store rovfugle (og andre som feks Grib, latterfugl, ara) i aktion - flyvende lige hen over hovederne på os.
Dag 3:
Dagens første punkt var Danmarks højeste vandfald - men vi lavede pitstop på vejen for at se på får. Vanvittig flot landskab dyrerne render rundt i - ærgerligt se ikke forstår at sætte pris på det! Kasper begyndte her at udvikle interesse for klippeklatring og spiren til en kommende bjergged blev sået.
Ude midt i skoven i Døndalen fandt vi dette smukke syn. En dejlig kuperet gåtur derud og et smukt sceneri mødte os. Danmarks højeste/længste vandfald it is!

Resten af eftermiddagen dagen blev brugt i Gudhjem med dejlig mad, is, kunsthåndværk, klippeklatring i havnen og sol.
Aftenen stod på middag i forteltet og aftentur langs kysten med mere klippeklatring, pladren i vand og hygge.
Har ikke været et problem at falde i søvn om aftenen med al den sol, frisk luft og aktivitet er vi dejligt trætte alle mand.
Konklusionen so far: Bornholm er endnu dejligere end vi huskede og drømte om!!