Jeg skulle hente Laura i dag og Lasse havde glemt at fortælle at han arbejdede hjemme så bilen stod ikke hvor vi fast stiller den om morgenen. Det resulterede i at jeg efter en halv times søgen på de mulige steder måtte gå ned og hente Laura og gå hele vejen hjem med hende også.
Lasse var til træning og hentede Kasper hos en legekammerat på vejen hjem. Han forstod at jeg var mildt sagt irriteret over hele scenariet og havde indkøbt en lille forsoningsgave - en blomst som Kasper stolt kom hjem og berettede om.
Under aftensmaden følte jeg behov for at fortælle om mit besvær - ikke decideret surt men bestemt.
Kasper kigger og lytter hvorefter han så siger: hvis du stadig er sur så skulle du jo ikke have haft blomsten!
Min kløgtige lille dreng! Hvis han bliver ved at kunne aflæse og tolke den verden han ser og hører så fint så skal han nok blive til noget!
