Møbler bliver skiftet ud og opgraderet til ønskemøbler frem for møbler anskaffet af nød og som midlertidige elementer ( sådan nogle har det med at at hænge fast og på et tidspunkt bliver man helt bange for at de bliver permanente!!)
Der kommer nye ting til - billeder, små reoler og dejlige blomster.
Men det er i virkeligheden i småtingsafdeligen hvad udvikling angår! For vi har to børn der spurter afsted udviklingsmæssigt, så hurtigt at vi næsten får åndenød af at skulle følge med.
Kasper kan nu selv tage alt tøj af og på og med alt mener jeg ALT. Han lyner jakker, spænder sko og knapper cykelhjelm! Uden brok og med en vis stolthed. Og cykelhjelmen er der god brug for, for pludselig kan han også cykle uden støttehjul. Lidt usikkert, men UDEN. Og jeg som havde troet (håbet!) at jeg skulle lære ham det, løbe efter cyklen i gården og komme med opmuntrende ord og plaster. Nej han besluttede bare en dag at nu ville han og så kunne han! Sejt gået!
Og Laura hun spurter bogstaveligt rundt efterhånden. Ingen krog er uudforsket og hun begynder så småt at trække sig op i kravleposition. Og to tænder er det blevet til som nu bliver brugt til små hapsere med leverpostej!
Hver dag bringer udviklingsmæssigt kvantespring for tiden, føler næsten at man selv går helt i stå ved siden af! Særligt når ens egen udvikling begrænser sig til at prøve noget nyt til morgenmad!
