25. december 2013

Jul

Så har det været juleaften - en længe ventet dag for Kasper og Lauras allerførste! Begge havde en fest og fik dejlige gaver. 

En dag og aften med hygge, god mad, lys, gaver og glade børn. Tror dagen i dag byder på det samme - minus gaverne dog! Nu skal der bare lege med tingene fra i går!






19. december 2013

Drillenissen

Børnene i børnehaven har på skift en lille nisse med hjem. I dag blev det Kaspers tur til at have drenge-drillenissen med hjem. Noget som Kasper var lidt betænkelig ved, for han gad i hvert fald ikke have en nisse med hjem som kun drillede.

Han fandt dog hurtigt på at hvis vi nu gav nissen risengrød så ville den måske være sød i stedet. Og så gjort - Kasper lavede risengrød (og så kunne han jo belejligt nok få selv også!).


Nissen spiste også gladeligt - i hvert fald da han kom ud i kontoret hvor der var ro til at koncentrere sig!




Heldigvis lod nissen sig formilde og læste godnat historie for Kasper inden han skulle sove. Kasper fik ham puttet i en lille kuffert og lånte ham endda den ene af sine puder!


Når man er sød ved nisser er de også søde ved en så i nat står nissen op og laver overraskelse til Kasper på køkkenbordet:




Nå ja - lidt drilleri skal der også være, så Kaspers støvler står pakket ind i en avis i entreen :o)




















15. december 2013

Tidligt søndag morgen!

Det er et hårdt program der bliver lagt for dagen med julefrokoster og børn der ikke kan sove længe. Kl 5.30 stod Kasper op i dag og forventede selskab! Fik den strakt til kl 6 da han så havde forstyrret så længe at Laura også vågnede. 
Kl 6 en søndag morgen er altså ALT for tidligt for et b-menneske med kronisk søvnmangel! 
Så må jeg trøste mig med at det er lidt hyggeligt med roen så tidligt og at jeg har nogle søde børn.

I dag tog de endda initiativ til at tømme opvaskemaskinen!


6. december 2013

Det sørme det sandt december

Så blev det december med alt hvad den bringer. Kasper har fået julesokken op ( som han helst ikke vil have chokolade i, bare legetøj!!), Nissen leverer indtil videre gaver i den hver dag og Kasper er meget hurtig til at komme ud af sengen om morgenen.
Der bliver hygget med fødselsdag for Lasse, julemarked, gløgg, julekagebagning, risengrød og i morgen også fødselsdag for Kasper. Holder den tidligt i år så vi kommer uden om julefrokosterne med arbejdet for en gang skyld. Så dagene flyver afsted. 
Trods ugentlig fridag kan jeg slet ikke se hvornår vi skal få tid til at købe julegaver. Men mon ikke vi når det hele alligevel. Så længe alle hygger sig imens!


10. november 2013

Tilbage til den virkelige verden

I dag er sidste dag på barsel med Laura. Eller det var reelt set nok i fredags, men i morgen går det løs med arbejde igen.

Det er faktisk mere vemodigt end jeg lige havde troet det ville være. At tiden hjemme er gået så stærkt troede jeg lidt at jeg var forberedt på fra sidst, men det kom bag på mig igen denne gang. Tror dog jeg har været bedre til at huske at nyde det denne her gang. Ikke at have for travlt, men bare have tid til at være og opleve Laura og den lille personlighed hun jo lige så stille bliver til.

Og nu hvor jeg står her for enden og ved at i morgen går det atter løs, så er det med en blandet følelse af at det er okay og at jeg har nået en masse af det jeg gerne ville og nu er klar til at komme igang igen og så med den der lidt knugende følelse af at det er lidt forkert at skulle sende børn afsted ud i verden så små (ved godt Laura jo ikke skal starte før januar, men det kan det jo hurtigt blive) og at der jo var meget mere jeg godt ville have gjort inden jeg skulle igang.

Men som med Kasper er det jo bare et spørgsmål om tid og tilvænning - at man falder ind i en hverdagsrytme hvor alle har deres aktiviteter. Er bare glad for at vi begge har fleksible jobs så det at få enderne til at nå sammen ikke er det største problem vi vil få.

Nu er det så bare spændende at se om jeg kan huske at gå på arbejde og hvad det er for et job jeg kommer tilbage til, for hvis der er noget der er helt sikkert så er det at det ikke er det samme som da jeg gik på barsel!


Glimt fra 9 fantastiske måneders barsel:






















4. november 2013

Op at stå

Laura sidste påfund - at rejse sig op at stå ved alting! 

2. november 2013

Efterårets første sygdom

Man ved man har et sygt barn når:

1. Man køber is og det ikke bliver spist
2. Kage bliver levnet
3. Skumfiduser ikke straks bliver spist
4. Aktivitetsniveauet er helt i bund
5. Alt bliver sagt med en lille pivset stemme

Håber snart det går over og at vi andre går fri - min sidste uge på barsel skulle jo gerne nydes og bruges optimalt!

27. oktober 2013

Klatretøsen

Haha - nu skal far, mor og Kasper bare passe på for her kommer jeg og nu kan jeg nå mange flere ting :0)


Men så må man også være indstillet på lidt knubs - højt at flyve dybt at falde.
Sådan ser man ud når kinden har sagt goddag til en perleplade!


24. oktober 2013

Krudtugler

Det er ikke nemt at forevige ro Krudtugler.  De er aldrig i ro ret længe og slet ikke samtidig - når den ene kigger, ser den anden væk eller laver vilde bevægelser så billedet bliver sløret. Men en fotograf må jo arbejde med det materiale han/hun har!


Fridag og Friland

Kasper holdt fri i onsdags sammen med Laura og jeg. Det var den helt rigtige dag for vejret var helt perfekt med høj sol og smukke farver i træerne.

Vi tog på tur med farmor til Frilandsmuseet - et sted vi ikke havde været før. Ganske gratis og efter i dag er det bestemt ikke sidste gang vi kommer der! Kasper havde en fest og lod sig rigtig forkæle af farmor og mor. 

Vi så kun en lille brøkdel af de mange fine huse men jeg tror faktisk Kasper syntes det var spændende at se hvordan man boede i gamle dage.


I anledningen af efterårsferien var der markedsfest med gøgl og underholdning. Kasper startede forkælelsesdagen ud med æbleskiver, keglespil og lykkehjul. 
Så kom klovnen Joey rundt og annoncerede at han skulle optræde og så var Kasper helt på. For ham kender han fra børnehaven hvor han har optrådt flere gange. Og det var bare sjovt. Han grinede og grinede og vendte sig flere gange rundt og sagde: Mor, er det ikke bare sjovt!

Bagefter stod den på is og andedam, hvor han skulle fange ænder med en fiskestang. Han var dog hurtigere til at fange dem med hænderne :0)

Bagefter var der mere underholdning på scenen med cirkusmusik, som både Kasper og Laura var vilde med.


Og så skulle Lasse have en lille ting fordi han ikke var med - Kasper dekorerede og gik meget op i at far godt måtte dele!


Så var vi også ved at være godt trætte men Kasper ville godt mere. Så farmor inviterede på hestevognstur. 
Og det var bare sjovt syntes Kasper.


Men så var vi også trætte og med to sovende børn i bilen gik turen hjemad. 
Har været en skøn dag og Kasper nød det virkeligt. Fortalte meget om det til Lasse da han kom hjem fra arbejde.

Er dejligt at kunne tage afsted på den måde. At Laura er så nem at have med, sover og sidder bare glad i barnevognen og hygger sig. Nyder at kunne give Kasper sådanne oplevelser. Dem må der gerne være flere af. Og lige denne uge bliver fuld af dem - i går var han nemlig på experimentariet med børnehaven. Marcus, Viggo, Bertram og pædagogen Charlotte var afsted og det gjorde også kæmpe indtryk. Og på lørdag står den på tivolitur med mormor og morfar.

22. oktober 2013

Op op

Laura er for alvor begyndt at se det sjove ved at kunne komme op fra gulvet selv. Mest op af ting og os indtil videre, men af og til også på alle 4.
Og hun er bare vildt glad og stolt når hun er kommet derop.


16. oktober 2013

Efterår

Den anden dag arbejdede Lasse hjemme og det gav mig mulighed for en løbetur i det flotteste solskinsvejr mens Laura sov.

Efteråret viste sig fra sin flotteste side og det endda inden at bladene er blevet helt røde og gule.


24. september 2013

Udviklingsspring

Der sker virkelig noget i det lille hjem for tiden - på flere planer. 

Møbler bliver skiftet ud og opgraderet til ønskemøbler frem for møbler anskaffet af nød og som midlertidige elementer ( sådan nogle har det med at at hænge fast og på et tidspunkt bliver man helt bange for at de bliver permanente!!)
Der kommer nye ting til - billeder, små reoler og dejlige blomster.

Men det er i virkeligheden i småtingsafdeligen hvad udvikling angår! For vi har to børn der spurter afsted udviklingsmæssigt, så hurtigt at vi næsten får åndenød af at skulle følge med. 

Kasper kan nu selv tage alt tøj af og på og med alt mener jeg ALT. Han lyner jakker, spænder sko og knapper cykelhjelm! Uden brok og med en vis stolthed. Og cykelhjelmen er der god brug for, for pludselig kan han også cykle uden støttehjul. Lidt usikkert, men UDEN. Og jeg som havde troet (håbet!) at jeg skulle lære ham det, løbe efter cyklen i gården og komme med opmuntrende ord og plaster. Nej han besluttede bare en dag at nu ville han og så kunne han! Sejt gået!

Og Laura hun spurter bogstaveligt rundt efterhånden. Ingen krog er uudforsket og hun begynder så småt at trække sig op i kravleposition. Og to tænder er det blevet til som nu bliver brugt til små hapsere med leverpostej!

Hver dag bringer udviklingsmæssigt kvantespring for tiden, føler næsten at man selv går helt i stå ved siden af! Særligt når ens egen udvikling begrænser sig til at prøve noget nyt til morgenmad!